Oksefond

Nordbygaardens oksefond på kraftben

Når man køber en kvart ko ved Nordbygaardens Limousine, vil der følge en masse dejlige kraftben med, man kan koge til lækre fonder. Fonderne kan tilføre kraft til både kogeretter, supper og saucer, og kan føre en masse smag til selv de kedeligste retter.

Denne opskrift er til en stor portion, og man kan sagtens lave en halv eller en kvart portion, hvis man ikke skal bruge så meget fond. Vi laver altid en stor portion oksefond, som vi deler op og kommer i fryseren. På den måde har vi altid fond klar til at tilføre kraft til saucer og lignende, vi laver til vores dejlige limousinekød.

Ingredienser:

  • 4 kg. ben.
  • 1 hel knoldselleri.
  • 2 hele porre.
  • 3 persillerødder.
  • 1 stor dåse tomatpure.
  • 6 laurbærblade.
  • 15-20 peberkorn.
  • 1 spsk. tørret timian.
  • Ca.10 liter vand

Fremgangsmåde til Nordbygaardens oksefond:

  • Tag dine stegeben og steg dem af på høj varme i ovnen (gerne 250 grader, eller bare ved så høj temperatur, ovnen kan trække.) Benene må gerne være godt stegt af, så de har fået en fin, brun stegeskorpe.
  • Tag alle grøntsagerne og skær dem i tern.
  • Steg herefter grøntsagerne af i en gryde, så de bliver klare.
  • Kom tomatpureen ned til grøntsagerne og svits den godt igennem (tomatpureen kan godt være lidt bitter i smagen, hvis den ikke bliver stegt godt af.)
  • Kom nu alle de stegte ben i gryden og tilsæt alle de øvrige ingredienser.
  • Kog nu fonden op, så den rigtig bulderkoger, og lad den koge på højt blus i et stykke tid. Hvis fonden danner skum, så skum fonden af. Når vi skummer fonden af, sikrer vi, at vi får en klar fond til sidst.
  • Lad nu fonden koge så længe, du har mulighed for! Fonden kan sagtens koge mellem 8-12 timer, og den bliver bestemt ikke dårligere af at stå længere.
  • Når fonden har kogt med alle ingredienser, si så fonden igennem et klæde, der ligger i en si.
  • Hæld nu den siede fond tilbage i en gryde, og fjern det eventuelle fedt, der ligger og flyder ovenpå fonden.
  • Kog nu fonden ned, så meget du vil. Des mere du koger fonden ned, des mere kraftfuld/smagfuld bliver oksefonden. Vi plejer at koge fonden ned til ca. halv mængde. Så er fonden god kraftfuld og er perfekt til at lave saucer og spæde til diverse kogeretter.
  • Herefter kommes fonden i bøtter eller poser og kommes i fryseren.